Filosofi

Tilbage før det 7. århundrede bestod Korea, der er en halvø, af tre kongedømmer: Kogoryo, Paekche og Sila, der alle tre gerne ville erobre de to andre kongedømmer, da der for så vidt ikke var tvivl om, at de tre kongedømmer egentlig bestod af det samme folkeslag, og det ville være en naturlig videreudvikling af det enkelte kongedømme at erobre de to andre. For Sila der var det mindste kongedømme, gik det ikke så godt, så kongen besluttede sig for at oprette et elitekorps af Hwarang riddere, der skulle være et forbillede i både krig og fred. V.h.a. Hwarangerne der var nogle formidable krigere og med hjælp fra Kina, lykkedes det for Sila at forene Korea til ét rige.

I forbindelse med oprettelsen af Hwarangerne, blev flere buddhistiske munke spurgt til råds og faktisk samarbejdede Buddhisterne tæt med Hwarangerne. Det er ret besynderligt, eftersom Buddhismen tydeligt siger, at det er forkert at dræbe. Men hvis vi ser på, hvordan Kristendommen har udviklet sig her i Europa, selvom det ene af de 10 bud også udtrykkeligt forbyder os at dræbe, så kan det for Buddhismen ligesom for Kristendomme enten have handlet om at være tæt på regeringsmagten for at få udbredt religionen, eller måske var det et forsøg på at få det bedste ud af borgerkrig, der ikke ville stoppe, før det ene kongedømme havde overvundet de to andre. Men det er desværre kun ren spekulation, da nogle af de litterære værker der beskriver Hwarangerne og deres samtid ikke har overlevet Koreas mange omvæltninger. Under alle omstændigheder havde Buddhismen en stor indflydelse på Hwarangerne, og for en Koreaner fra vores tid, der dyrker kampsport, kan det være meget naturligt at forbinde den kampsport han træner med Hwarangerne krigskunst, og dermed også forbinde kampsporten med de filosofiske tanker der er en del af Hwarangerne, Buddhismen og Korea iøvrigt.

Lidt om Hwarangerne: De skulle ikke kun være dygtige krigere, de skulle også være et forbillede for andre samt rådgivere for kongen og hans adelsmænd. Hwarangerne blev udover krigskunst også undervist i dans og kunst. For at kunne udfylde rollen som rådgivere, blev de også undervist i litteratur og videnskab. Følgende er nogle af de idealer Hwarangerne skulle overholde: Menneskelighed, retfærdighed, høflighed, visdom, tillid, godhed og mod. Hwarangerne skulle ikke bare være dræbermaskiner, men det ypperste samfundet kunne frembringe.

Oprindeligt startede den sportslige del af Taekwondo som en måde at afprøve de teknikker, man nu havde trænet på i så lang tid på en kontrolleret og forsvarlig måde. Udover at man gerne ville vinde, var det også menigen at du skulle lære af det, og at du skulle få større kampgejst/vindermentalitet. Efterhånden som der er blevet større prestige i at vinde et Taekwondostævne (Olympiske Lege), er det at vinde blevet det vigtigste. Sommetider går ønsket om at vinde ud over de gamle værdier om selvkontrol og viljestyrke, og man kan se kæmpere, der optræder meget usportsligt. I jagten på medaljer har de glemt, hvorfor man oprindeligt lavede stævner, men de har også glemt den oprindelige filosofi om at kampsport også er en udvikling af ens person, og f.eks. værdighed er et meget vigtig karaktertræk for et menneske. For nogen er Taekwondo blevet en ren fysisk disciplin, og hvis kampen og dommerne går dem imod, kan en lav selvværdsfølelse og selvkontrol få dem til at tabe hovedet og lave en scene.

Dermed ikke sagt at der ikke findes filosofiske tankegange i Europæisk sport. I Danmark sige vi ofte, at det er vigtigere at deltage end at vinde. Da de moderne olympiske lege startede i 1896, var en af tankerne bag det, at mennesker fra hele verden skulle lære hinanden at kende gennem fredelige konkurrencer og ikke gennem krig.